Kære dig
Hvad har en uheldig fugl, stille refleksion i et sommerhus og at spørge og lytte til sin indre kloge kones råd og visdom til fælles? Du ved allerede nok!
Her er helt stille. Kun fuglene og jeg er vågne. Imens jeg fra den behagelige hjørnestol, sidder her i sommerhusets stilhed og trygge favn på Fanø, nyder morgenstundens tid til rolig refleksion, er der tydeligvis et eller andet dyr på loftet, der rumsterer (og nej, det er ikke kun i mit hoved, det rumsterer 😉)… Men det må jeg tage mig af lidt senere, som fuglen der sad fast i skorstenen. Dens skæbne viste sig at være mindre heldig. Det vender vi tilbage til.
I mit seneste og første refleksionsbrev om at leve livet baglæns og fire trin til at mestre kriser og forandringer, blev du præsenteret for en måske noget svær og abstrakt opgave:
At lade en mere livsmoden version af dig, give dit nuværende, yngre dig et godt råd.
Hvis du ikke allerede har fået det, kan du tilmelde dig refleksionsbrevet her.
Jeg synes, det kan være en svær opgave. Mest i starten, da jeg prøvede, og især hvis mit humør ikke lige er på det højeste.
MEN, du ved det. Du ved allerede nok…
Måske tænker du: ”hvordan skal jeg kunne vide, hvad jeg vil tænke om nogle år, når jeg ser tilbage på mig selv i denne situation, jeg står i lige nu?”, ”Hvordan hjælper det mig lige med at mestre og håndtere forandringer og kriser?”
Det er lidt af en hjernevrider, det erkender jeg. Noget man godt kan få en smule ondt i hovedet af at tænke over for længe. Men det er også pointen med hele øvelsen:
Du skal ikke kun tænke. Du skal skrive eller sige rådene højt. Evt. optage dem, som jeg har gjort her i denne video:
Kender du følelsen?
Kender du den der følelse af, at du får et råd fra et menneske eller sidder midt i en undervisning, og du tænker:
- ”Dét dér ved enhver”, eller
- ”Dét er da helt hen i vejret” eller
- ”Dét kunne selv jeg da også undervise i”
(måske tænker du dette i dette øjeblik, hvor du læser mit refleksionsbrev?).
For ja, det er fordi, du indeholder så meget visdom, allerede:
- Tanker, du allerede har haft, uden at være opmærksom på det.
- Viden, du har taget ind.
- Mentale forbindelser, du har skabt i din kloge hjerne, helt uden at vide det.
Men det er ofte først, når du træder et skridt baglæns og ser på dig selv fra en anden vinkel, at det for alvor går op for dig, hvor meget visdom du indeholder… eller når andre kloger sig i, hvad du måtte mene er banaliteter, at du bliver bevidst om, at dette ved du allerede.
Mange går og bilder sig selv ind, at de ikke rigtig ved, hvad de vil:
- At de ikke helt kan mærke sig selv.
- At de er forkerte.
- At de er utilstrækkelige og ikke kan finde ud af noget.
- At de ikke ved nok og lige skal en hel masse, inden de kan gøre det ene eller det andet.
Jeg kender det fra mig selv, fra veninder og fra utallige af de studerende jeg har undervist og vejledt. Men ved du hvad? Det er noget forbandet vrøvl!
Du har så meget, du allerede godt ved
…men det kræver, at du giver dig tid til at være nærværende med dig selv: At lytte og give dig selv tid og den samme mængde opmærksomhed, du formodentlig vælger at give til andre.
Havde jeg spurgt min 39-årige version om hvad min 19-årige version skulle have gjort, så tror jeg, hun havde sagt:
Skriv, syng, mal, tegn. Gå ud og find dig nogle mennesker som holder af at spille musik, som holder af at skrive. Men vigtigst af alt: Tro på dine styrker og talenter. Jeg har lyttet sent til denne stemme og visdom. Jeg anede ikke, at jeg havde sådan en stemme, hvis jeg skal være ærlig, for jeg spurgte jo ikke mig selv. Hvem går da også og snakker med sig selv på den måde (hvem sagde småskør?). Men helt ærligt, så tror jeg ikke, jeg havde vovet, hvad den stemme havde sagt til mig. For hvorfor skulle det lykkes for mig?
Se med i denne video, hvor jeg reflekterer over min indre kloge kone.
Nu har jeg udgivet over 300 digte på sociale medier. Det går op og ned, men ofte får jeg kommentarer, som varmer mit hjerte. Forleden var der en, der skrev til mig:
“… jeg har fulgt dig i lang tid, og selvom vi ikke har mødt hinanden før, så rør du noget i mig. En gammel sjæl, noget dybt og autentisk. Og når du snakker om alt dette, så rammer det også noget i mig…”
En gammel sjæl, kaldte hun mig: Og ved du hvorfor? Jeg tror, det er fordi, jeg har lært at lytte til min indre stemme og visdom og giver min gamle, kloge sjæl plads.
Hvad siger hende den gamle kloge kone? Hun fortæller mig, at jeg skal skrive, synge, tegne, male, undervise, formidle, grine og huske at leve livet. At jeg allerede ved nok og kan nok.
Hun fortæller mig ikke, hvordan det hele ender. Det ville sådan set også være lidt nedtur: Som at se en god film og ens bedste veninde kort forinden afslører slutningen.
Men hun fortæller mig, hvad jeg kan prøve: Hvad der vil være godt for mig.
Og ved du hvad? Den 30. april udkommer min første bog SKØNHEDEN I DET UPERFEKTE, tilmed på et fremragende forlag, People’sPress:
Jeg er også i gang med at lave mit første album sammen med en fantastisk dygtig musiker, Morten Rolskov Westergaard.
Nu lytter jeg til min livsmodne versions visdom: Min indre kloge kone.
Hun er i øvrigt 92 år og meget livsklog med skønne smilerynker om mund og øjne og en dejlig fyldig bagdel.
Ofte kender vi vi selv svaret, hvis vi evner at lytte til vores egen visdom.
Vi behøver ikke altid spørge og rådføre os med andre. Ofte kender vi selv svaret og ved hvad der skal gøres. Hvis vi evner at lytte til vores visdom. Det betyder ikke, at vi ikke skal dygtiggøre os eller opsøge viden. Men mange, særligt perfektionister, har en forståelse af, at godt nok aldrig helt er nok. At man aldrig selv er nok. Der skal altid lige lidt mere til. Tænkes lidt mere, læses lidt mere. Læres lidt mere. Arbejdes lidt mere. Kontrolleres lidt mere. Men ofte ved vi allerede, det vi behøver vide, uden flere kurser og indsigter.
Betyder det så, at den indre kloge kone aldrig tager fejl. Når vi lytter, betyder det så at vi ikke tager beslutninger, som vi kommer til at fortryde? Nej, for hulan. Vi er mennesker og vi er fejlbarlige.
Tilbage til den uheldige fugl i skorstenen
Lyden af gnister fra avispapiret i brændeovnen og fuglen, der gav et sidste pip. Vi troede, vi kunne ryge den ud, så den ville flyve frejdigt væk.
Dét vi havde hørt som ”bygge rede” var i virkeligheden ”kæmpe for livet”.
Det er ubarmhjertigt, men minder mig om, at vi skal leve livet, mens vi har det. Så drop den indre jantelov. Du indeholder så meget visdom. Du ved allerede nok. Giv din indre kloge kone, mand, sjæl, livsmodne version af dig, lov til at give dig et godt råd. Lyt og gør. Og flyv fra skorstenen, før det er for sent. Du ved allerede nok.
Har du fået den lille øvelses- og refleksionsbog. Tilmeld dig mit ugentlige refleksionsbrev og få: Lev livet baglæns:
Du skal være hjertelig velkommen til at skrive til mig, eller ringe for en uforpligtende snak om en rådgivningssamtale, foredrag eller undervisning, hvor vi får sat fokus på det, som lige nu er vigtigt for dig at gøre og finde den indre visdom, så også du kan føle: Du ved allerede nok.
Ring eller send mig en SMS på: 21 49 46 09
Kh
Rådgiver – foredragsholder – ekstern lektor og forfatter til bogen
P.s. I næste uge reflekterer jeg lidt over alt det vi må og ikke må. Jeg håber, at du igen har lyst til at læse med.