6 strategier til at mindske den valgrelaterede ulykke: Hvis du i testen i forrige blogindlæg, regnede dig frem til, at du har maksimerende tendenser, så kan følgende seks strategier måske være en hjælp, til at gøre det lidt nemmere at være dig:
- Vælg, hvornår du vil vælge
- Sørg for at beslutningen ikke kan ændres
- Acceptér ”godt nok”
- Kontrollér dine forventninger
- Drop bekymringerne om, det du måske går glip af
- Hold op med at sammenligne dig med andre
Ret enkelt, ik’? Ja, det ser nemt ud på skrift, men det er det ikke nødvendigvis. Der er ingen smutveje, hvis man vil bryde med indgroede vaner og mønstre. Men hvis du øver dig i at bruge ovenstående strategier, kan det måske virke for dig – på sigt – og du vil opleve at blive mere tilfreds.
Så hvad kan du præcis gøre med hver enkelt strategi?
Vælg, hvornår du vil vælge
Det er aldrig nemt, at føle at man går glip af muligheden for at vælge. Her er det dog vigtigt at huske på, at det der er mest vigtigt for os, for det meste ikke er de objektive resultater af beslutningen, men de subjektive resultater og hvordan og hvad vi tænker om beslutningen. Hvis valgmuligheder gør dig i stand til at få et bedre hus, job, en bedre bil eller ferie, men selve processen med at tage valget får dig til at føle dig værre tilpas, ja, så har omkostningen ved valget måske haft for store personlige konsekvenser.
Begræns dine valgmuligheder og tag en beslutning.
Beslut dig for, hvilke valg i livet, som har betydning for dig og fokusér på dem.
Modsat de vigtige valg i livet kan vi, når beslutningen ikke er afgørende nødvendig, beslutte os til at begrænse vores valgmuligheder. Lav eksempelvis nogle tommelfingerregler for dig selv i forhold til dine valgmuligheder. Begræns dine valgmuligheder efter kun-to-valgmuligheder-reglen – ikke flere! Vurdér de to muligheder og tag en beslutning. Gør det for eksempel til en regel kun at udvælge to destinationer, når du planlægger en ferie, eller vælg ikke at gå i mere end to butikker, når du køber tøj.
Sørg for at beslutningen ikke kan ændres
De fleste varer kommer i dag med returret. Og de fleste ønsker at handle i butikker, hvor det er muligt at fortryde købet og returnere varen. Når vi kan fortryde, så har vi en tendens til at være mindre tilfredse med det vi har besluttet os for. Hvis en beslutning er endegyldig, så sker der en række psykologiske processer, som gør vores tilfredshed med det vi har valgt faktisk stiger. Vi bekræfter os selv i at det var en god beslutning.
På det område, hvor dette princip nok er mest brugbart og gør sig mest gældende, er i relation til de store livsbeslutninger. For græsset er altid grønnere på den anden side. Der er altid en partner, som på nogle områder er lidt mere spændende end ham eller hende, man har derhjemme. Der er altid et mere spændende job, man kan søge, eller en mere interessant uddannelse man kan tage. Hvis du hele tiden debatterer med dig selv, om dét du har er godt nok, så vil du aldrig blive tilfreds.
At vide at du har foretaget et valg, som ikke kan ændres, giver dig mulighed for at lægge mere energi i at forbedre, det du allerede har.
Acceptér ”godt nok”
Det ER ”godt nok”. Lær at acceptere at ikke alt kan og skal være perfekt. Lær at slå dig til tåls med de valg, der opfylder dine hovedkrav, i stedet for at søge efter det flygtige ”bedste” og optimale. For findes det overhovedet? Og hvis det gør, hvordan vil du så vide det? Hvis du hele tiden venter på en bestemt følelse af accept og af at du har truffet det perfekte valg, så kan du godt komme til at vente længe. Og så langt er livet jo heller ikke. Tag en beslutning og når du først har truffet dit valg, så øv dig i at sige ”godt nok” og undlad derefter at tænke mere over det. Jeg siger ikke, at det er nemt, men jeg siger, at det er nødvendigt, hvis du gerne vil trives bedre. Læs med her om hvordan du kan udfordre dine tankefælder.
Kontrollér dine forventninger
”Håb på det bedste, forvent det værste” lyder en kendt talemåde, og det er der noget om, hvis vi vil mindske den valgrelaterede ulykke. For at slippe de maksimerende mønstre, så er forventningskontrol vigtigt.
Har du styr på dine forventninger? Er du typen der, som jeg, i lang tid kan bygge en tårnhøj forventningsglæde op for så, når dagen eller øjeblikket kommer eller resultatet af beslutningen viser sig, at ende med at blive skuffet? Hvis ja, så kan det være en idé at øve dig i at kontrollere dine forventninger. Øv dig i ikke at bruge for lang tid på at tænke over, hvad du mon får ud af et givent møde, en ferie, en begivenhed eller resultatet af en beslutning. Det betyder ikke, at du ikke må tænke, at det bliver en god oplevelse. Det betyder heller ikke, at du skal øve dig i at tænke negativt eller tænke at det kun kan blive noget skidt. Det betyder blot, at du kan prøve at tage toppen af forventningen, så du kan give dig selv mulighed for at blive positivt overrasket. Det samme råd bruges indenfor markedsføring og kundeloyalitetsskabelse. Virksomheder opfordres til ikke at love for meget, for så kan kunden kun blive glædeligt overrasket: ”Giv kunden mere end han/hun forventer” lyder det, men det kræver jo at kundens forventninger ikke er alt for højt sat.
Så det gode, gamle råd, som de fleste kender og som kan virke som en kliché er: ”Hvis du ikke forventer for meget, bliver du ikke skuffet”. Det er et fornuftigt råd, hvis du ønsker at blive mere tilfreds med livet.
Drop bekymringerne om, det du måske går glip af
Ærgrer det dig, når du går glip af noget? Eller føler du ofte, at du går glip af noget og bekymrer dig over, hvad det mon kunne være?
Drop det!
Lad være med at bekymre dig, om det du går glip af. Lær at sige ’pyt’. Når dine tanker løber mod de tilsyneladende attraktive egenskaber ved de muligheder, som du forkaster, så øv dig i at lade være med at gruble over det. Hvis du ikke så let kan bremse dine tanker, så øv dig i at begrænse tiden du bruger på at gruble over det. I stedet for at fokusere på det, du ’går glip af’, så fokusér på de positive sider ved det valg, du har foretaget. Brug din tankeenergi på det! Lav eventuelt en liste over de positive sider af det valg, du har truffet som en note i din telefon. Når tankerne så løber fra dig, så gå tilbage til listen og repetér det positive ved din beslutning.
Hold op med at sammenligne dig med andre
Vi evaluerer kvaliteten af vores erfaringer ved at sammenligne os med andre. Vores vurdering af vores valg er meget påvirket af hvad, vi sammenligner dem med; herunder sammenligninger med alternativer der kun eksisterer i vores fantasi eller som vi oplever hos andre. Selvom social sammenligning kan bibringe nyttig information, har det en stærk tendens til at reducere vores tilfredshed. Vi bliver altså mindre lykkelige af at sammenligne os med andre. Så stop med det! Det er dog nemmere sagt end gjort. Tre gode huskeregler at huske på kan være, at:
- ”Hende, der dør med flest sko i skabet, er lykkeligst” er noget man skriver på en kop, men er ikke visdom
- Ha’ fokus på det, der gør DIG glad, og giver mening i DIT liv
- Vær’ taknemmelig for det, du har
Hvad kan du ellers gøre herfra med de seks strategier?
Et tip kunne være i slutningen af hver dag i en måned kort at reflektere over, hvordan du i løbet af dagen har fulgt én eller flere af de ovenstående strategier. Find dig en notesbog og notér hvilke af de seks strategier, du har gjort brug af i løbet af dagen, hvornår og hvordan det har påvirket dig. Del gerne dine erfaringer herinde.
God fornøjelse med strategierne OG kærlig hilsen
Sanne Østergaard Nissen
Kilder brugt i dette indlæg:
Schwartz, B. (2005). The Paradox of Choice: Why More is Less. Ecco/Harper-Collins Publishers.
Schwartz, B. (2007). Valgets tyranni. I Lyhne, J. & Knoop, H. H. (red.), Positiv Psykologi – Positiv Pædagogik. (189-202). København: Dansk Psykologisk Forlag.
Hej mor det er mig sia mus!
Knus fra mor
Så fint og konkret brugbart indlæg ; )